IFFD afventer i spænding: Hvordan kommer fase 3 til at forme sig?

IFFD afventer i spænding: Hvordan kommer fase 3 til at forme sig?

Det varer ikke længe, inden næste fase af genåbningsplanen træder i kraft. Her arbejdes der i øjeblikket på en fremrykning af både svømning og fitness. Men er der overhovedet politisk vilje til at gennemføre en sådan fremrykning? Det afventer IFFD i spænding sammen med resten af idrætssektoren.

Den 8. juni træder fase 3 af genåbningsplanen for Danmark i kraft.

For idræts- og fritidsområdet betyder det, at vi igen får mulighed for at dyrke vores indendørs foreningsliv og idrætsaktiviteter som f.eks. håndbold, gymnastik og dans.

De seneste par uger har IFFD arbejdet for at indlemme svømning og fitness i fase 3. Det er sket med udgangspunkt i en række anbefalinger, der understreger, hvordan en større genåbning rent sundhedsmæssigt kan foregå på forsvarlig vis.

Derfor håber og tror Jane Jegind og IFFD, at en fremrykning er mulig.

- Vi har udarbejdet nogle retningslinjer, der giver mening og som ganske tydeligt illustrer, at både svømning og fitness kan fremrykkes til fase 3. Det håber jeg, at politikerne inde på Christiansborg har fået øjnene op for, lyder det fra IFFD-formanden.

Folk hungrer efter aktivitet
En større genåbning er ifølge IFFD helt nødvendig, når vi kigger på sagen og hele corona-krisen i et folkesundhedsmæssigt perspektiv.

Undersøgelser fra både Idrættens Analyseinstitut og Syddansk Universitet viser, at danskerne er markant mindre aktive end tidligere. Det er bekymrende for folkesundheden, da vi ved, at inaktivitet kan medføre fysiske og mentale problemer.

Og når svømning og fitness samtidig er to af de største idrætsgrene/aktiviteter i Danmark, er det simpelthen nødvendigt, at bassiner og romaskiner bliver gjort tilgængelige.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi ser ind i et stort efterslæb på sundhedsområdet. Mange mennesker har ikke haft mulighed for at genoptræne og pleje deres krop og sind, som de har været vant til. Det kommer således til at have alvorlige konsekvenser, hvis genåbningen bliver for smal, vurderer Jane Jegind.


Økonomien må ikke glemmes
For IFFD har økonomien også spillet en stor rolle i genåbningsplanen.


Det har nemlig været en dyr fornøjelse for både selvejende institutioner og kommunale idrætsfaciliteter at lukke ned. Især de selvejende er hårdt pressede på økonomien, da de ikke på samme måde er finansieret af kommunale driftsmidler.

Ifølge Jane Jegind risikerer man, at flere af landets idrætsfaciliteter går konkurs, hvis ikke de får lov at genåbne. Det samme gør sig i øvrigt gældende for mange foreninger, som er dybt afhængige af indtægter i forbindelse med f.eks. arrangementer og sommerstævner.

- Jeg frygter, at konsekvenserne bliver uoverskuelige, hvis vi ikke genåbner flere aktiviteter, end regeringen har lagt op til. Sker der ikke, risikerer vi simpelthen, at der bliver færre aktiviteter og faciliteter at vende tilbage til, mener Jane Jegind.

Sit på det rene
IFFD har igennem hele nedlukningsprocessen forsøgt at søge indflydelse på de anbefalinger, partilederne har fået serveret af kulturministeriet.


Derudover har brancheforeningen forsøgt at råbe folketinget og politikerne op i forhold til væsentlige problemstillinger som f.eks. økonomi, folkesundhed og en række øvrige fokuspunkter. 

Med andre ord mener Jane Jegind altså, at IFFD har gjort alt i sin magt for at influere processen.

- Vi afventer statsministeren udmelding vedr. fase 3 med stor spænding. I de sidste par måneder har vi arbejdet intensivt på at sikre en ansvarlig og hurtigere genåbning, men den endelige beslutning skal træffes på Christiansborg. Jeg håber, de lytter til fornuften og beslutter sig for at fremrykke genåbningen. Alt andet giver ikke mening, siger IFFD-formanden.   


Casper Holm Skrevet af Casper Holm