Den danske regering landede kort før jul en politisk aftale om en natur- og biodiversitetspakke, der skal give bedre vilkår for dyr og planter i Danmark.
I aftalen er der afsat godt og vel 900 mio. kroner, og for disse midler forventer parterne bl.a. at etablere 13 nye nationalparker foruden de to, man tidligere har indgået aftale om i Fussingø og Gribskov.
I IFFD byder vi de kommende nationalparker velkomne og håber, at politikerne også tager hensyn til udendørs idrætsfaciliteter og danskernes friluftsliv i de kommende forhandlinger.
Det store spørgsmål drejer sig naturligvis om, hvorvidt man kan benytte naturen og samtidig beskytte den. Fra IFFDs side er vi dog overbevist om benyttelse og beskyttelse sagtens kan gå hånd i hånd. Derfor har vi taget det vigtige emne op til diskussion i et kommende webinar, der afvikles 10. marts fra 10.00 – 11.30.
Her graver vi ned i problematikken og undersøger, hvordan vi tænker idræt og tilgængelighed ind i naturen på en ordentlig måde. Til det formål skal vi bl.a. høre et par gode eksempler fra Silkeborg, mens Naturstyrelsen også kigger forbi og deler deres erfaringer med idræts- og friluftsliv på styrelsens arealer.
Derudover vil Lene Dybdal, 1. næstformand i IFFD, stille skarpt på en række væsentlige spørgsmål og problemstillinger, hun har oplevet i sin tid som formand for kultur- og fritidsudvalget i Holstebro Kommune.
Sidst men ikke mindst får vi besøg af Danmarks Idrætsforbund, der vil give sine bud på, hvordan man skaber bæredygtig outdooridræt gennem arbejdet med de fysiske rammebetingelser.
Se programmet lige her: