Nye medlemstal viser stor vækst i foreningsidrætten

Nye medlemstal viser stor vækst i foreningsidrætten
Fodbold er med næsten 370.000 medlemmer den største sportsgren i Danmark. Fodboldklubberne fik i 2022 14.797 nye medlemmer. Foto: iStock

Danskerne dyrker idræt som aldrig før. Sådan lyder det fra DGI og Danmarks Idrætsforbund, som netop har præsenteret rekordhøje medlemstal for 2022.

Noget tyder på, at coronakrisen er et afsluttet kapitel i dansk foreningsidræt.

Efter et par hårde år med nedlukninger og mange frafald kan DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) nemlig præsentere det højeste medlemstal nogensinde.

I 2022 havde foreningsidrætterne under DIF, DGI og Firmaidrætten således flere end 2.3 millioner medlemmer. Det er en stigning på godt og vel 110.000 medlemmer.

Den flotte stigning vækker begejstring hos både DIF og DGI, som roser det frivillige foreningsliv for det store arbejde.

- Det er en fantastisk udvikling og vidner om, at danskerne har savnet de gode idrætsfællesskaber. Vi skylder en stor tak til de mange frivillige i foreningerne, som har holdt fanen højt i nogle svære år med mange nedlukninger. De gør et uvurderligt stykke arbejde, siger DIF-formand Hans Natorp i en pressemeddelelse.

DGI-formand Charlotte Bach Thomassen tilføjer:

- Idrætsforeningernes flotte medlemstal i 2022 understreger, hvor meget aktive fællesskaber betyder for børn, unge og voksnes liv. Med coronaårene som bagtæppe er det rekordstore medlemstal særlig glædeligt, fordi aktive fællesskaber bidrager positivt til vores fysiske, sociale og mentale sundhed.

Læs mere om medlemstallene og dyk ned i de enkelte sportsgrene lige her.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm