Jesper Kjeldsen (A) ønsker som ny næstformand for IFFD at løfte idrættens rolle i den brede velfærd og sikre bedre adgang til idræts- og fritidsfaciliteter i hele landet.
Aarhus Kommunes rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen (A), er blevet valgt som ny 1. næstformand i IFFD.
Jesper Kjeldsen træder med valget ind på et område, der både politisk og personligt betyder meget for ham. Jesper har været medlem af Aarhus Byråd siden 2022 og kommer til posten med en bred baggrund som kaospilot, iværksætter og kommunikationsrådgiver.
Hans politiske erfaring suppleres af et stærkt lokalt engagement, hvor han som tidligere teknik- og miljøordfører samt bestyrelsesformand i fodboldklubben Aarhus Fremad har et solidt indblik i både foreningsdrift og idrættens betydning i praksis.
- Jeg er meget glad for valget og for den tillid, der er vist mig. Idræts- og fritidsområdet betyder utrolig meget for mange menneskers hverdag, og jeg glæder mig til at tage del i arbejdet for at styrke området nationalt, siger Jesper Kjeldsen.
Idræt og fællesskaber
Et centralt fokus for Jesper Kjeldsen bliver at forbedre adgangen til idrætsfaciliteter – indendørs såvel som udendørs.
Den nye IFFD-næstformand er nemlig af den overbevisning, at der mange steder er potentiale for at udnytte eksisterende faciliteter langt bedre til gavn for både foreninger og selvorganiserede brugere.
- Vi skal sikre, at de faciliteter, vi allerede har, bliver udnyttet bedre og mere fleksibelt. Der er masser af steder, hvor der kan åbnes op for mere aktivitet, som både vil komme foreninger og borgere til gode.
Jesper Kjeldsen fremhæver desuden idræt- og fritidsområdets store fokus på fællesskaber som et vigtigt personligt indsatsområde for ham. Jesper er opvokset i en lille by, hvor idrætshallen var det naturlige omdrejningspunkt for både børn og voksne. Her var der plads til at spille bold, hænge ud efter træning og danne relationer for livet:
- Jeg er opvokset et sted, hvor idrætshallen var byens samlingspunkt. Det var dér, jeg mødte venner og bekendte, som jeg den dag i dag stadig betragter som mine bedste venner. Det lærte mig, hvor stærkt et fællesskab, der opstår omkring idrætten, og hvor vigtigt det er, at vi værner om de steder, hvor mennesker mødes på tværs af alder og baggrund.
Forebyggelse og trivsel
Idræts- og fritidsområdet er altså mere end blot aktiviteter, hvis du spørger Jesper Kjeldsen.
De er centrale velfærdsydelser, som både bidrager til danskernes fysiske og mentale sundhed. Derudover styrker de borgernes sociale fællesskaber og skaber sammenhængskraft i lokalsamfundene.
- Idræts- og fritidsaktiviteter skaber trivsel, forebyggelse og livskvalitet hver eneste dag. Det skal vi turde sige højt, og det skal vi insistere på at prioritere, siger den nye IFFD-næstformand og tilføjer:
- Det er nogle af de dagsordner, jeg glæder mig til at arbejde videre med i regi af IFFD. Vi har som kommuner en central rolle i at sikre, at udviklingen sker tæt på borgerne, og at de løsninger, vi udvikler, kan omsættes til praksis lokalt. Jeg håber, at jeg kan være med til at styrke arbejdet og bringe vores fælles erfaringer i spil på en måde, der gør en konkret forskel.
For yderligere info:
Jesper Kjeldsen
1. næstformand, IFFD
Tlf: 31 90 58 84

Skrevet af