Lasse Frimand Jensen: Vi skal skabe endnu stærkere rammer for danskernes idræts- og fritidsliv

Lasse Frimand Jensen: Vi skal skabe endnu stærkere rammer for danskernes idræts- og fritidsliv

Den nyvalgte formand glæder sig til at trække i arbejdstøjet og peger på en række områder, hvor IFFD skal jagte indflydelse og spille en endnu større rolle.

Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen (A), blev i forrige uge valgt som ny formand for IFFD på foreningens generalforsamling i Nyborg den 19. marts.

Den nyvalgte IFFD-formand går til opgaven med stor begejstring og en klar ambition om at styrke danskernes muligheder for at leve sunde og aktive liv.

Han beskriver i den forbindelse idræts- og fritidsområdet som værende helt afgørende for både folkesundheden og den sociale sammenhængskraft i landets lokalsamfund.

I sit første budskab som formand understreger Lasse derfor, at området fortjener endnu større opmærksomhed fra både kommunalt og nationalt hold.

Det er tilfældet, da det ifølge IFFD-formanden er helt centralt, at danskerne har gode rammer for at være aktive gennem hele livet:

- Vi skal sikre, at både foreningslivet og de selvorganiserede aktiviteter har de bedst mulige vilkår. Det handler om at skabe fleksible og inkluderende faciliteter og rammer, der møder borgernes behov, siger Lasse Frimand Jensen.

Idræt og velfærd
Lasse Frimand Jensen fremhæver desuden, at vi i Danmark står over for en række større velfærdsreformer – bl.a. på sundheds-, trivsels- og ældreområdet — hvor IFFD-formanden mener, at idræts- og fritidsområdet kan spille en langt mere aktiv rolle her, end det gør i dag.


For ham handler reformerne ikke kun om at omorganisere systemer og strukturer. Det handler i lige så høj grad om at forebygge de udfordringer, der presser velfærden, og om at styrke de fællesskaber, der får mennesker til at trives.

- Hvis vi vil styrke folkesundheden, skal vi se idrætten som en integreret del af fremtidens velfærdsløsninger. Idræt og bevægelse kan bidrage til både mental trivsel, forebyggelse og sociale indsatser og derfor skal området tænkes ind i de kommende reformer, siger han.

Bringe idrætten i spil på nye måder
Lasse Frimand Jensen glæder sig til at arbejde for, at kommunerne i højere grad udnytter den styrkeposition, de har på idræts- og fritidsområdet.

I modsætning til mange andre velfærdsområder er idræt og fritid nemlig et felt, hvor kommunerne har direkte indflydelse på borgernes hverdag. Netop derfor mener den nye IFFD-formand, at reformerne skal give kommunerne mulighed for at bruge dette potentiale endnu mere målrettet.

Lasse understreger samtidig, at kommende reformer bør åbne for nye lokale partnerskaber mellem kommuner, foreninger, facilitetscentre, civilsamfund og sundhedsaktører. Det er tilfældet, da udfordringerne ikke alene kan løses af én sektor.

Det gælder ikke mindst sundhedsreformen, hvor kommunerne forventes at få en endnu større rolle, men det gælder også i forhold til trivselsindsatser på børne- og ungeområdet, siger den nye IFFD-formand:

- Reformerne giver os en mulighed for at sætte idrætten i spil på nye måder. Det er nu, vi skal sikre, at idræts- og fritidsområdet ikke bliver tænkt som noget, der ligger ved siden af velfærden. Det glæder jeg mig til at arbejde for sammen med resten af IFFDs Forretningsudvalg, siger Lasse Frimand Jensen.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm