Kan data sikre en mere effektiv bygningsdrift?

Kan data sikre en mere effektiv bygningsdrift?

Der blev diskuteret optimering af energiforbrug og udnyttelse af danske idrætsanlæg, da IFFD i slutningen af oktober var vært for et webinar med oplæg fra Webitall og Kalundborg Kommune.

Idrætsfacilitetsområdet har i de seneste 10 år fået mere og mere opmærksomhed.  

Det er godt og rimeligt, når man tænker på, at faciliteter med afstand er den største idrætspolitiske udgift i de danske kommuner.

En afledt effekt af den stigende opmærksomhed har bl.a. været aktivitetsregistrering og en overordnet diskussion om, hvordan haller og lokaler bliver benyttet af alt fra foreninger til skoler og selvorganiserede idrætsudøvere.

Flere undersøgelser har i den forbindelse vist, at danske idrætsanlæg bliver fint benyttet i forhold til lignende velfærdsområder. Ikke desto mindre er der blevet fremhævet en divergens imellem booket og udnyttet tid.

En række SDU-forskere konkluderede således i deres undersøgelse om fremtidens idrætsfaciliteter, at 82% af tiderne er booket i primetime fra 16.00 – 22.00 på hverdage, men at den faktiske benyttelse ”kun” ligger på 61%.

Adskillige kommuner er på den baggrund begyndt at måle på brugen af idrætsfaciliteter og har i de sidste par år indsamlet en masse data. Men hvad kan den data så bruges til?

Det spørgsmål stillede IFFD til Kalundborg Kommune på et webinar den 27. oktober.

Strategi, dialog og optimering
Kalundborg Kommune har arbejdet intensivt med området i de seneste par år og har oplevet store gevinster ved arbejdet.

Det fortalte idræts- og foreningskonsulent, Anders Hørberg, på webinaret, hvor han gjorde det klart, at indsatsen har været med til at styrke dialogen med foreningerne og gjort det lettere at fordele tider på tværs af idrætsgrene og haller.

Derudover fremhævede Anders, at det har været et vigtigt værktøj i forhold til at kvalificere det politiske beslutningsgrundlag, mens det også har haft mere praktisk betydning.

Den indsamlede data kan nemlig bruges til at optimere på den generelle drift. Her fremhævede Anders Hørberg bl.a. rengøring og slitage samt det faktum, at man er blevet bedre til at styre anlæggenes åbningstid.

En vigtig pointe i webinaret var dog, at data ikke kan og skal stå alene. Data kan rigtig mange ting, men da det fortsat er et nyt område, er der stadig mange ting, der skal undersøges.

Niels Bækgård fra IFFD fremhævede derfor afslutningsvist, at vi i fællesskab skal blive klogere på, hvordan den indsamlede data kan formidles, og at indsatsen altid skal ledsages af en mere overordnet strategi om, hvad man som kommune gerne vil på idræts- og fritidsområdet.

Se eller gense webinaret lige her:



Casper Holm Skrevet af Casper Holm