IFFD på Idrætsmødet 2021

IFFD på Idrætsmødet 2021

Der blev diskuteret idræts- og facilitetspolitik til den helt store guldmedalje, da IFFD i uge 35 deltog i dette års udgave af Idrætsmødet.

Den danske idrætssektor var efter adskillige måneder med coronarestriktioner samlet for første gang, da Idrætsmødet i Aalborg løb af stablen i slutningen af august og starten af september.

Her dannede Aalborg Kongres- og Kulturcenter ramme om en stor idrætskonference, hvor der blev afviklet mere end 200 oplæg, debatter, workshop og diverse andre aktiviteter.

IFFD var sammen med mange andre aktører til stede på Idrætsmødet og satte bl.a. satte fokus på folkeoplysningsloven og coronakrisens konsekvenser for idrætsområdet.

Derudover var interesseorganisationen vært for en indledende paneldebat med deltagelse af Charlotte Bach Thomassen (DGI), Hans Natorp (DIF), Leon Sebbelin (KL) og Henrik Hvidesten (IFFD), hvor de fire formænd fik lejlighed til at diskutere og forholde sig til, hvorvidt coronakrisen har ændret opfattelsen af idrættens rolle i en nationalpolitisk kontekst.

Sidst men ikke mindst blev der stillet skarpt på vigtige emner som inklusion og fremtidssikring, og spørger man IFFD-formand Henrik Hvidesten, var det en rigtig god oplevelse.

- Der er ingen tvivl om, at vi alle sammen har savnet at kunne mødes, diskutere og netværke. Derfor var det dejligt at være med til Idrætsmødet, hvor vi i den grad fik mulighed for at sætte fokus på vigtige emner, som har optaget os i løbet af de seneste 18 måneder, forklarer IFFD-formanden og tilføjer:

- Vi har fået utrolig meget ny viden og inspiration med hjem til det kommende arbejde. Det glæder vi os til at dykke ned i, så vi i fællesskab kan bidrage til at kickstarte idrætssektoren efter covid-19.


OM IDRÆTSMØDET

Idrætsmødet arrangeres på initiativ af Aalborg Kommune i samarbejde med en lang række idrætsorganisationer og uddannelses-/forskningsinstitutioner. Idrætsmødet har til formål at formidle inspiration, viden og praktiske idrætsoplevelser til et meget bredt felt af aktører i idrætten, så idrætsoplevelserne i foreningerne og andre idrætsmiljøer bliver endnu bedre og mere tiltrækkende for flere danskere. En lang række af landets førende, idrætsledere, trænere, undervisere, forskere og eksperter formidler deres enorme viden til alle os andre og inviterer til dialog og debat.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm