IFFD og Aarhus Kommune kickstarter ny ressourcegruppe om tilgængelighed

IFFD og Aarhus Kommune kickstarter ny ressourcegruppe om tilgængelighed

Omkring 15 kommuner deltog, da IFFD og Aarhus Kommune den 4. oktober inviterede til opstartsmøde for en ny ressourcegruppe om tilgængelighed.

IFFD har siden 2022 etableret og drevet en række såkaldte ”ressourcegrupper”, der har til formål at kvalificere deltagerne i deres professionelle eller politiske virke gennem oplysning, vidensdeling og faglig sparring.

Siden 2022 er der blevet oprettet ressource- eller netværksgrupper om spændende emner som idrætsfacilitetsstrategier, tilskudsmodeller, energioptimering og aktivitetsregistrering.

I onsdags den 4. oktober præsenterede IFFD i samarbejde med Aarhus Kommune en ny ressourcegruppe, som i det kommende år skal kigge nærmere på kommunernes forståelse af tilgængelighed på idræts- og fritidsområdet.

Det blev gjort på et opstartsmøde, hvor omkring 15 kommuner på forhånd havde meldt deres ankomst. Mødet tydeliggjorde ganske klart, at kommuner og idrætsanlæg tilgår tilgængelighedsområdet på forskellig vis. Flere har primært fokus på den fysiske adgang til bygningerne, mens andre ser en smule bredere på området.

Deltagerne besluttede derfor at indkalde til et fysisk møde i starten af 2024, hvor ressourcegruppen for alvor skal kickstartes med udefrakommende oplæg omkring tilgængelighed. Her viste deltagerne især interesse for emner som universelt design, brugerbehov og målgrupper.

Det første reelle møde i ressourcegruppen afholdes i Aarhus, som i starten af næste år er færdige med en tilgængelighedsundersøgelse af udvalgte anlæg. Det endelige dato meldes ud primo januar 2024.

Hvis det kunne have interesse, og hvis man har lyst til at forpligte sig til 3-4 møder i det kommende år, er det fortsat muligt at tilmelde sig ressourcegruppen.


Det kan gøres ved at udfylde formularen via følgende link.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm