IFFD glæder sig over regeringens udspil mod bureaukrati i foreningslivet

IFFD glæder sig over regeringens udspil mod bureaukrati i foreningslivet

Regeringen har netop fremlagt et omfattende udspil med 30 konkrete initiativer, der skal gøre det lettere at være frivillig og drive forening i Danmark. Udspillet er resultatet af et bredt partnerskab mellem civilsamfundets organisationer, kommuner og staten – og blandt bidragyderne er IFFD, som har været en aktiv del af arbejdet.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt præsenterede tidligere på ugen 30 konkrete initiativer til at mindske bureaukratiet i det danske foreningsliv.

Initiativerne er blevet til virkelighed på baggrund af et grundigt arbejde i foråret, hvor en lang række aktører har bidraget med input til et partnerskab nedsat af Kulturministeriet.

IFFD har gennem partnerskabet bidraget med en række forslag til, hvordan bureaukratiet kan reduceres – særligt i forhold til afholdelse af midlertidige arrangementer og events.

Det er et område, der fylder meget i kommunernes daglige arbejde, og hvor både foreninger og forvaltninger ofte oplever unødigt komplekse regler og procedurer.

Holger Kortbek, 2. næstformand i IFFD og idrætschef i Gladsaxe Kommune, har deltaget i partnerskabet og glæder sig over, at regeringen nu har sat handling bag ordene:

- Det er positivt, at regeringen har lyttet til foreningslivet og nu bl.a. vil gøre det lettere at afholde midlertidige arrangementer. Det er en konkret udfordring, som mange kommunale forvaltninger bruger meget tid på at rådgive om. Hvis reglerne bliver enklere og mere ensartede, kan vi frigive ressourcer og samtidig styrke det lokale engagement, forklarer han.

Gode intentioner
Regeringen foreslår desuden, at der skal laves ét samlet regelsæt for byggetilladelser ved midlertidige arrangementer. Derudover foreslår de at forenkle reglerne for skattefri godtgørelse til frivillige samt at skabe mulighed for at samle efterspurgt dokumentation ét sted.

IFFD ser udspillet som et vigtigt skridt i retning af at styrke det danske foreningsliv, som spiller en central rolle i forhold til både sundhed, fællesskab og lokal udvikling. Organisationen understreger dog, at den endelige finansiering af initiativerne endnu ikke er på plads, og at det derfor er afgørende, at der følger ressourcer med de gode intentioner.

- Vi er glade for, at regeringen har taget partnerskabets anbefalinger alvorligt. Nu handler det om at sikre, at initiativerne bliver til virkelighed – og at kommunerne får den nødvendige støtte til at implementere dem, siger Holger Kortbek.

IFFD vil fortsat følge processen tæt og bidrage med viden og erfaring fra kommunernes og idrætsanlæggenes praksis.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm