IFFD bidrager til Idrættens Branchedage i Vejen

IFFD bidrager til Idrættens Branchedage i Vejen

Du kan møde op til flere IFFD-oplægsholdere, når Idrættens Branchedage løber af stablen i Vejen den 31. oktober – 3. november.

I slutningen af oktober og starten af november samles en stor del af den danske idrætssektor i Vejen, når Idrættens Branchedage afvikles for tredje gang.

Den 31. oktober og 1. november byder på en stor konference, der går i dybden med aktuelle udviklingstræk og potentialer i den danske idrætssektor.

Fokus er særligt på idrætsfaciliteternes og de fysiske rammers betydning som katalysator for trivsel, fællesskaber og lokal udvikling i fremtidens idrætsbillede.

IFFD bidrager i den forbindelse med flere oplæg. Det gælder bl.a. Henrik Zacho, der - i egenskab af hans civile job som kultur- og fritidschef i Holstebro - vil forholde sig til, hvordan vi som kommuner kan agere dynamo overfor civilsamfundet og igangsætte aktiviteter både med og udenom det etablerede foreningsliv.

Derudover bidrager IFFD til et par paneldebatter, hvor der også vil være politisk repræsentation.

Flere end 80 oplægsholdere og paneldeltagere kommer til at udgøres konferencedelen, som kommer til at gå i dybden med følgende temaer:

  • Idrætsfaciliteternes rolle i lokalsamfund i stærk forandring
  • Idrætssektorens beskæftigelse og kompetencer
  • Idrætssektoren som arbejdsmarked og karrierevej
  • Idrætsfaciliteter som udviklingsfaktor og katalysator for lokal udvikling
  • Fremtidens ledelse af idrætsfaciliteter og idrætsorganisationer
  • Fornyelse af klassiske idrætsaktiviteter i fremtidens idrætsbillede
  • Fremtidens idrætsaktiviteter - hvad venter forude?
  • Bæredygtighed, klima og miljø
  • Fremtidens idrætsfælleskaber for børn, unge, voksne og seniorer
  • Idrættens økonomi – fremtidens investeringsmodeller i idrætten


Læs mere om Idrættens Branchedage og se det fulde konferenceprogram lige her.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm