Hvad er god udnyttelse?

Hvad er god udnyttelse?

Det var kernespørgsmålet, da IFFD den 10. december afviklede et webinar med spændende oplæg fra Niels Bækgård, Evald Bundgård Iversen og Esben Danielsen. Få de væsentligste pointer lige her.

Facilitetsudnyttelse er i løbet af de seneste 10 år for alvor kommet på dagsordenen hos kommuner og idrætsfaciliteter i hele landet.

Flere og flere anlæg er begyndt at aktivitetsregistrere med det formål at danne sig et overblik over, hvordan de enkelte haller og øvrige faciliteter benyttes.

Det har man ikke tidligere haft et overblik over, men kommunalreformen i 2007 satte et politisk fokus på facilitetsområdet og den måde, anlæggene driftes og udvikles på.

Derfor er det et arbejde, der optager rigtig mange ansatte i landets idræts- og fritidsfaciliteter. IFFD har på den baggrund modtaget adskillige henvendelser, der går på, om vi kan hjælpe med at definere, hvad god udnyttelse er?

Disse henvendelser ligger til grund for, at vi den 10. december afviklede et webinar om netop god udnyttelse. Her havde vi inviteret Niels Bækgård fra Sport & Event Park Esbjerg, Evald Bundgård Iversen fra SDU og Esben Danielsen fra Lokale og Anlægsfonden til at komme med deres indspark på området.

Vi må selv definere, hvad god udnyttelse er
Niels Bækgård lagde den 10. december fra land og præsenterede sit take på det spændende emne.

Her gjorde han det hurtigt klart, at udnyttelsesspørgsmålet fylder for meget. Ifølge direktøren fra Sport & Event Park Esbjerg må tankerne om aktivitetsregistrering og udnyttelse nemlig ikke overskygge de mange andre områder, hvor der også kan skabes udvikling.

Udnyttelse fylder dog rigtig meget for de facilitetsansatte, understregede Niels Bækgaard og fortalte, at de i Esbjerg har opsat kameraer i alle deres faciliteter. Det har været med til at give et indblik i, hvordan gæsterne benytter faciliteter, og hvor der er plads til forbedring.

Men hvordan skaber man så denne forbedring, spurgte Niels? For er der tale om god udnyttelse, når der er 10 mennesker til badminton eller når hallen er fyldt med 40 gymnaster?

For Niels Bækgaard, der udover at være direktør i SEPE også sidder i IFFDs forretningsudvalg, skal det ikke handle om et antal. Det skal i stedet handle om, hvad den enkelte facilitet gerne vil med sit anlæg.

- Vi må ikke sætte os med hænderne i skødet og vente på, at andre definerer, hvad god udnyttelse er. Det er en opgave for den enkelte kommune og det enkelte anlæg, forklarede Niels Bækgård.

Hør et lille uddrag af Niels’ oplæg lige her:



Et stort udviklingspotentiale
Evald Bundgård Iversen var dagens anden oplægsholder. Han er lektor på Syddansk Universitet og er en af ophavsmændene til det store projekt om fremtidens idrætsfaciliteter, der i høj grad stiller skarpt på udnyttelse.


Evald gennemgik indledningsvist, hvordan området pt. ser ud og fortalte, at mange kommuner og anlæg er begyndt at aktivitetsregistrere, og at data tikker ind i stort omfang.

Hvordan vi bruger denne data, er dog meget forskellig, understregede han. Fagkundskaben ved i den forbindelse rigtig meget om, hvordan man aktivitetsregistrerer samt hvilke fordele det medfører.

Det ændrer ikke ved, at der ifølge Evald findes et stort udviklingspotentiale. For hvordan påvirker benyttelsesdata samspillet mellem de forskellige aktører - altså foreninger, kommuner og anlægsleder?

Hvilken betydning har samspillet mellem aktørerne? Og hvordan samler vi bedst muligt op på data?
Det var nogle af hovedpointerne fra Evald Bundgård Iversen, som du kan høre lige her:



Hvad er formålet?
Esben Danielsen, direktøren fra Lokale og Anlægsfonden, var sidste oplægsholder, og han var relativt klar i spyttet, da det kom til kernespørgsmålet omkring en definition af god udnyttelse.


- God udnyttelse handler ikke om, hvor mange mennesker der er i et lokale. Det handler om, hvad formålet med ens lokaler er, fortalte Esben Danielsen.

Med det mener han, at faciliteter såvel som kommuner skal gøre sig klart, hvad den enkelte hal eller det enkelte anlæg skal tilbyde.

Ellers ender det meget hurtigt i en diskussion om, at det er dyrere at afvikle tennis indenfor end det f.eks. er at afvikle gymnastik. Den diskussion kan vi ikke bruge til noget, mener Esben Danielsen, som opfordrer til, at aktivitetsregistrering og tanker om udnyttelse ikke står alene.

Derudover fremhævede LOA-direktøren, at spørgsmålet om udnyttelse spiller ind i en stor og meget stærk bæredygtighedsindsats.

- Det giver rigtig god mening at optimere driften og skabe plads til flere. Bygninger er en stor synder, når det kommer til CO2-udledning, og derfor skal de udnyttes bedst muligt, fortalte han.

Se et uddrag af Esbens oplæg lige her:



Ikke noget endegyldigt svar
De deltagere, der havde forventet et klart og entydigt svar på, hvad god udnyttelse er, gik formentlig skuffede hjem fra webinaret den 10. december.


Der skal ikke nødvendigvis knyttes et antal til den gode udnyttelse, forklarede alle tre oplægsholdere.

Derimod skal det enkelte anlæg og kommunerne i fællesskab gøre sig nogle konkrete overvejelser om, hvad det er, de gerne vil med deres faciliteter.

Det kan du høre mere om lige her, hvor du finder webinaret i dets fulde længde.

 


Casper Holm Skrevet af Casper Holm