Ny EU-lovgivning udfaser gummigranulat på kunstgræsbaner – nordisk projekt kortlægger alternativer og søger baneejere og andre relevante aktører til følgegruppe.
Kunstgræsbaner med gummigranulat er i dag den mest udbredte løsning i de nordiske lande. Samtidig er granulatet en væsentlig kilde til spredning af mikroplast i naturen. Ny EU-lovgivning betyder, at salg af gummigranulat til kunstgræsbaner udfases frem mod 2031. Det øger behovet for et solidt beslutningsgrundlag for kommuner, klubber og andre baneejere, som i de kommende år skal investere i nye baneløsninger.
Et nyt nordisk projekt, bestilt af det norske Klima- og miljødepartement med finansiering fra Nordisk Ministerråd, skal derfor kortlægge og vurdere alternative kunstgræssystemer, der kan fungere under nordiske klimaforhold. Projektet skal blandt andet undersøge, hvordan forskellige løsninger fungerer i de nordiske klimazoner, hvor lave temperaturer, nedbør og intensiv brug stiller særlige krav til både drift og spilunderlag.
– Det nordiske samarbeidet skal bidra til utvikling av miljøvennlige alternativer til gummigranulat på kunstgressbaner. Det er bra for miljøet og for spillerne. Skal vi lykkes med å løse plastforurensning, som er en av vår tids raskest voksende miljøproblemer, trenger vi slike samarbeid over landegrenser, siger Norges klima- og miljøminister Andreas Bjelland Eriksen.
Søger baneejere og relevante aktører til følgegruppe
Projektet bygger på en kombination af eksisterende studier og test af alternative kunstgræsbaner samt nye dataindsamlinger fra baneejere på tværs af norden og de forskellige klimabælter. For at sikre et relevant og praksisnært grundlag, er det derfor afgørende, at baneejere bidrager med deres viden om de forskellige typer af underlag, spiloplevelsen og erfaringer fra driften.
– Målet er at levere et neutralt og praksisnært grundlag, der kan gøre det lettere for kommuner, klubber og andre baneejere at træffe kvalificerede valg, når fremtidens kunstgræsbaner skal etableres, siger projektleder Lies Vanhoutteghem fra Teknologisk Institut.
Andre centrale aktører på tværs af branchen inviteres også til at bidrage med deres viden gennem workshops og vidensdeling. Der søges derfor ikke kun baneejere, men også aktører med viden om alternative kunstgræssystemer under nordiske forhold, viden om drift, funktionalitet og spiloplevelse samt perspektiver på regulering, indkøb mv.
Deltagelse i følgegruppen er ikke bindende. Den endelige sammensætning fastlægges af projektteamet, og sker med henblik på at sikre en bred og balanceret repræsentation af fagligheder, geografier og perspektiver på tværs af Norden.
Call for experts - Nordic project on alternative artificial turf systems (deadline 20. april)
Om projektet
- Projektpartnere: Teknologisk Institut og JJW Arkitekter
- Projektperiode: december 2025 – marts 2027
- Nordic project on investigating sustainable sports surface systems – Danish Technological Institute

Skrevet af