Facilitetsdatabasen gennemgår større opdatering

Facilitetsdatabasen gennemgår større opdatering

Facilitetsdatabasen er blevet opdateret med de seneste ændringer på facilitetsområdet i Danmark. Opdateringen viser gradvise forskydninger i forhold til, hvor mange idrætsfaciliteter kommunerne råder over pr. indbygger.

Facilitetsdatabasen har for nylig gennemgået en større opdatering, hvilket også gør sig gældende for det såkaldte facilitetsindeks, som rangordner landets kommuner efter, hvor mange borger der er pr. facilitet i kommunen.

Kigger man i toppen af indekset, er der ikke meget nyt under solen – Læsø, Lemvig og Varde Kommune er stadig de kommuner, der har flest faciliteter pr. indbyggere.

Det samme gør sig gældende i den modsatte ende af indekset, hvor Frederiksberg og Københavns Kommune har færrest faciliteter pr. indbygger.

Mest interessant ved den nye opdatering er tydeliggørelsen af, at det primært er kommunerne med store byer, der har flest borgere pr. facilitet, mens landkommunerne har færrest borgere pr. facilitet. Der er dog kommuner med storbyer, der ligger relativt højt i indekset, som f.eks. Esbjerg på en 40. plads og Aalborg på en 76. plads.

Læs mere om det opdaterede facilitetsindeks lige her.


FAKTA OM FACILITETSINDEKSET

Facilitetsindekset bygger på nøgletal fra Facilitetsdatasen.dk samt tal fra Danmarks Statistik, og det kan bruges til at give et overordnet indtryk af borgernes adgang til de mest udbredte idrætsfaciliteter.

Indekset er baseret på fem facilitetstyper, der er valgt ud, fordi de danner rammen om en stor del af den idræt, der foregår i anlagte faciliteter, samtidigt med at de udgør ca. 70 pct. af faciliteterne i databasen.

De udvalgte faciliteter er:

  • Idrætshaller der er større end 300 m2
  • Idrætslokaler og -sale der er under 300 mog ligger i tilknytning til store haller eller skoler
  • Svømmeanlæg
  • Fitnesscentre
  • Fodboldbaner


Indekset fremkommer ved, at kommunerne for hver facilitetstype får tildelt et point mellem 1 og 98, alt efter hvor mange borgere der er pr. facilitet i kommunen. Den kommune med færrest borger pr. facilitet får 98 point, og den kommune med flest borgere får 1 point.

Derefter bliver kommunernes gennemsnitlige score på tværs af de fem facilitetstyper regnet ud, og kommunerne rangeres i forhold til deres gennemsnitlige score.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm