Ekspert frygter for den danske folkesundhed

Ekspert frygter for den danske folkesundhed

Danskernes manglende aktivitet kan øge risikoen for livstilssygdomme, påpeger professor og overlæge på Rigshospitalet.

Det er ikke uden konsekvenser, at landets idræts- og fritidsfaciliteter er lukkede.

Spørger man Bente Klarlund, der er professor og overlæge på Rigshospitalet og Københavns Universitet og leder af Center for Aktiv Sundhed, er det en decideret bombe under folkesundheden.

Det fortæller hun i en stor artikel på www.tv2.dk.

- Det er et kæmpestort eksperiment, vi laver med danskernes sundhed, og jeg mener, det kan ende som en bombe under folkesundheden, forklarer overlægen.

Manglende aktivitet
Problemet er ifølge Bente Klarlund opstået, fordi rigtig mange danskere er blevet afskåret fra deres hverdagsmotion.


Idræts- og fritidsaktiviteter er blevet aflyst, mens skole og arbejde for manges vedkommende foregår inden for hjemmets fire vægge.

Det har haft den umiddelbare konsekvens, at danskerne er blevet mere stillesiddende, og hvis man ikke kompenserer for den manglende aktivitet, kan det få problemer på længere sigt, forklarer Bente Klarlund.

- Allerede i løbet af to uger taber man muskelmasse og får mere fedt omkring organerne, mere fedt i blodet og er tættere på at få diabetes, siger Bente Klarlund og tilføjer:  

- Paradoksalt nok kan den indadvendte livsstil, som mange har fået af frygt for corona, ende med, at de er i større fare for en stribe andre sygdomme i det lange løb.

DGI melder sig også på banen
Hos DGI frygter man ligeledes for konsekvenser af den manglende aktivitet.


- Aktivitetsniveauet er faldet markant, og vi er i fare for at komme i meget, meget dårligere form, end vi nogensinde har været, siger Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI, som er særligt bekymret for de ældre, der bor alene og ikke kan komme afsted på deres hold.

- De droppede som de første ud, da coronaen kom. Når det er ovre, er det helt afgørende, at vi får dem tilbage igen, siger formanden.

DGI deler på den baggrund en række gode råd til, hvordan man kan holde sig mere aktiv. Charlotte Bach Thomassen fremhæver i den forbindelse vigtigheden ved, at man får pulsen lidt op.

- Det er ikke nok at gå ned og handle og gå hjem igen. Det er bedre end ikke at komme ud, men det er ikke det, der holder os i form, siger DGI-formanden.  

 

  • Rutiner: I stedet for hver dag at tage stilling til, hvad du skal lave i dag, kan du med fordel skabe faste rutiner. For eksempel at gå en tur efter morgenkaffen eller snøre løbeskoene efter arbejde tre navngivne dage om ugen.
  • Tag en ven med: At blive spurgt og følges med nogen er en kæmpe motivation, siger Charlotte Bach Thomassen. I kan jo skiftes til at spørge hinanden om for eksempel at gå eller cykle en tur sammen.
  • Motion på internettet: Der er masser af gode videoer på nettet, hvad end du dyrker yoga, fitness eller dans.
  • Små træningssnacks: Lav kaffe, og tag for eksempel 20 squats, mens den brygger. Søg på nettet, eller lad fantasien lege, og se, hvor mange træningssnacks du kan lave i løbet af dagen.

 


Casper Holm Skrevet af Casper Holm