Marienlystcentret har gennemført et energioptimeringsprojekt, der reducerer lysforurening og mindsker CO2-udledning til gavn for både brugere, naboer og miljøet.
Selvom idrætssektoren har stået stille det meste af foråret, har der været rigeligt at se til for Marienlystcentret på Fyn.
I samarbejde med By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune har Marienlystcentret gennemført et spændende energioptimeringsprojekt, hvor gamle lysanlæg er blevet erstattet af nye og moderne LED-anlæg.
Projektet er blevet gennemført ud fra et ønske om at energioptimere til gavn for både klimaet, naboer og selve brugerne. Det fortæller Jane Jegind, som udover at være formand for IFFD, også er by- og kulturrådmand i Odense Kommune.
- Det er vigtigt, at vi har øje for miljøet, når idræts- og fritidsfaciliteter forbedres. De nye lysanlæg i Marienlystcentret beskytter naboer mod lysforurening og begrænser CO2-udledningen med næsten 80 tons om året, mens brugerne også får bedre forhold. Vi taler altså om en model, der giver mening for alle parter, siger Jane Jegind.
Den rigtige løsning
I Marienlystcentret er man glade for den nye løsning, som ifølge centerchef Kaj Jeppesen både giver mening på kort og langt sigt.
- Vi er begejstrede for de nye anlæg. Ingen tvivl om det. Men jeg er også glad for, at det ikke har medført større udgifter, end det har været tilfældet. LED-teknologien betyder, at vi sparer penge på både strøm og vedligeholdelse, og det må jo siges, at være en win-win-løsning, forklarer centerchefen.
De udendørs lysanlæg har endnu ikke været i brug, selvom udendørsaktiviteter som fodbold og tennis har fået lov at genåbne. Det samme gør sig gældende med LED-lyset i centrets multihaller.
- Der er jo gået corona i det hele. Derfor har vi ikke for alvor fået mulighed for at teste vores nye lysanlæg. Vi krydser fingre for, at det snart bliver tilfældet, men jeg er ikke i tvivl om, at vi har fundet den helt rigtige løsning for os, siger Kaj Jeppesen.
Energioptimering er vejen frem
Marienlyst-projektet er blevet udført af virksomheden Eco Power, der har specialiseret sig i bæredygtige løsninger til alt fra sports- og idrætsanlæg til virksomheder og offentlige institutioner.
Eco Power i de seneste 10 år udført en lang række opgaver i hele landet, og det kommer kun til at stige, hvis man spørger salgs- og rådgivningskonsulent John Hansen.
- Vi oplever enorm efterspørgsel på energiforbedrende tiltag. Det kan være alt fra store renovationsprojekter til en opdatering af eksisterende installationer. Fælles for dem alle er, at de skaber energibesparelser og formindsker vedligeholdelsesudgifterne, mens de også reducerer den generelle CO2-udledning, forklarer John Hansen.
De nye lysanlæg er finansieret ved en fastlåsning af de kommunale tilskud til el i hele projektperioden samt de kommende besparelser på el-udgiften. Samlet set er elforbruget til lys ved dagligt brug således blevet reduceret med mellem 65-70 %.
Den store besparelse, og måden det er blevet finansieret på, gør, at John Hansen fremhæver projektet som et klassisk skoleeksempel på, hvordan man kan arbejde med energioptimering i idrætsfaciliteter.
- Jeg synes, at det har været et ganske enestående projekt, hvor hverken kommune eller forening har haft forøgede udgifter. Vi har fået moderniseret lyssiden på en facon, som rækker godt ind i fremtiden, og det betyder, at hele centret fremstår med en væsentlig forbedret klimavenlig og grøn profil, siger John Hansen fra Eco Power.
For yderligere kontakt:
Jane Jegind, IFFD: 20 91 10 31
John Hansen, Eco Power: 21 91 11 93