Al indendørs idræt lukkes ned i syv nordjyske kommuner

Al indendørs idræt lukkes ned i syv nordjyske kommuner

For at reducere smitteudviklingen i syv nordjyske kommuner, hvor en del borgere er smittet med mink-virus-varianter, iværksættes en række lokale restriktioner og tiltag, som blandt andet medfører en nedlukning af alle indendørs idræts- og fritidsfaciliteter.

Mette Frederiksen kunne i går meddele, at regeringen har iværksat lokale restriktioner i syv nordjyske kommuner som følge af smitte med særlige mink-virus-varianter.

Det indebærer, at alle indendørs idræts- og fritidsfaciliteter lukkes ned i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø Kommune.

Udendørs idræt er fortsat tilladt i de syv kommuner, så længe at man holder sig under det nuværende forsamlingsforbud på 10 personer. Det gælder for både børn og unge under 21 år samt for voksne over 21 år. Omklædningsrum skal i den forbindelse holdes lukkede, hvorfor det vil kræve, at man klæder om hjemmefra, hvis man vil dyrke idræt udendørs. 


For at holde hånden under de involverede faciliteter lægger regeringen op til, at kulturinstitutioner i de pågældende kommuner får adgang til den generelle kompensationsordning for selvstændige og faste omkostninger i den periode, hvor der er skærpede restriktioner i kommunerne.

Regeringen lægger desuden op til, at virksomheder og institutioner, der oplever nedgang i omsætning på mindst 30 pct. i perioden, kan få dækket en del af deres faste omkostninger. Hvis de pågældende institutioner tvangslukkes og ikke har nogen omsætning i perioden, kan de opnå kompensation på 100 pct. af deres faste omkostninger.

Disse lokale hjælpepakker håber regeringen at kunne vedtage hurtigst muligt. Derudover vil det være muligt at søge nogle landsdækkende hjælpepakker, hvori det kommer til at gælde, at:

 

  • Alle virksomheder samt kulturinstitutioner og foreninger og idrætsklubber, der tvangslukkes – eller hvor deres faciliteter tvangslukkes – får adgang til lønkompensation, hvis de ingen omsætning har, samt fuld dækning for faste omkostninger og kompensation via selvstændigordningen.

 

  • Den målrettede ordning for virksomheders faste omkostninger og den målrettede selvstændigordning fastholdes for virksomheder og selvstændige m.fl., som berøres af øvrige restriktioner såsom forsamlingsforbud, begrænsninger på åbningstiden, Udenrigsministeriets rejsevejledning mv.

 

  • Underleverandører samt kultur-, forenings- og idrætsliv, der indirekte rammes af skærpede restriktioner, men som ikke er tvangslukket, vil få adgang til kompensation for faste omkostninger og selvstændigordningen og vil desuden kunne benytte arbejdsfordelingsordningen.

 

Hos IFFD har man stor medfølelse med de berørte faciliteter i Nordjylland. Brancheforeningen ærgrer sig over situationen, men bakker selvfølgelig op om regeringens indsats i forhold slå den nye virus-variant ned.

For Henrik Hvidesten bliver det helt afgørende, at der sikres tilstrækkelig økonomisk hjælp til både de kommunale og selvejende idrætsfaciliteter i Nordjylland.

- Vi skal for alt i verden understøtte idræts- og fritidslivet i de syv nordjyske kommuner. Det bliver uden tvivl nogle hårde uger for alle de danskere, der ikke kan holde sig aktive, som de plejer. Derfor skal vi arbejde for, at der sikres et tilsvarende antal idræts- og fritidstilbud at vende tilbage til. Det skal gøres i form af nye og udvidede kompensationsordninger, lyder det fra IFFD-formanden.

Forhandlingerne om de nye kompensationsordninger påbegyndes senere i dag på Christiansborg. Vi melder selvfølgelig noget ud, så snart der er nyt fra politikerne.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm