Kunstgræs er et marked i konstant forandring.
Efterspørgslen er stødt stigende og på under 15 år er der blevet etableret godt og vel 300 kunstgræsbaner i hele Danmark.
Det er med andre ord et område, hvor der investeres kraftigt. Derfor er det vigtigt, at vidensgrundlaget er på plads.
For en kunstgræsbane er ikke "bare" en kunstgræsbane. Der findes et hav af forskellige løsninger, og de senere års store fokus på bæredygtighed gør ikke sagen mindre kompliceret.
Danmarks Idrætsforbund anslår i den forbindelse, at danske kommuner forventes at investere for yderligere 500 millioner kroner i anlæg af kunstgræsbaner i løbet af de kommende år.
Derfor ligger det IFFD meget på sinde at skabe et solidt vidensgrundlag, så pengene bruges og udnyttes bedst muligt. Til det formål har vi oprettet denne temaside om kunstgræs, hvor vi løbende opdaterer og samler den seneste viden på området.