Interessen for at dyrke idræt i naturen har været stødt stigende i de senere år og er kun blevet forstærket under coronakrisen.
Den stigende interesse har bevirket, at naturen er blevet den foretrukne arena for idræt og fysisk aktivitet for voksne over 18 år. Det hænger ifølge eksperter sammen med vigtige spørgsmål om fleksibilitet og tilgængelighed, som nogle af de mere klassiske indendørsidrætter ikke kan tilbyde.
Udviklingen er positiv og har bidraget til, at flere danskere er blevet aktive. På den anden side stiller udviklingen også store krav til kommuner og foreningsliv om at sikre adgang til specifikke områder og understøtte nye udendørsaktiviteter.
Men hvordan håndterer man som kommune naturens fremmarch som idrætsarena? Hvordan arbejder man strategisk på området? Og hvad betyder det for kommunens øvrige fokus på idrætsfacilitetsområdet?
Det er nogle af disse ting, vi gerne vil diskutere, når IFFD inviterer til Årsmøde i Silkeborg den 6. marts. I Silkeborg får vi besøg af en række outdoor-eksperter, som vil gøre os klogere på de seneste trends og tendenser på området. Derudover faciliterer vi tre workshops målrettet politikere, driftspersonale og embedsværket i forhold til outdooridrættens rum og rammer.
Sidst men ikke mindst skal vi på rundvisning i Danmarks Outdoor Hovedstad og se en række af deres udendørsfaciliteter. Dagen sluttes af med IFFDs årlige Repræsentantskabsmøde, hvor der skal behandles vigtige emner som økonomi, budget og handleplaner.