IFFD på Idrættens Branchedage: Kommunerne kommer til at spille en mere aktiv rolle i fremtidens idrætssektor

IFFD på Idrættens Branchedage: Kommunerne kommer til at spille en mere aktiv rolle i fremtidens idrætssektor

IFFD fik lejlighed til at give sine bud på idrætssektorens udvikling, da Idrættens Branchedage løb af stablen i Vejen i uge 44.

En stor del af den danske idrætssektor har i uge 44 været samlet i Vejen Idrætscenter til dette års udgave af Idrættens Branchedage.

De første to dage bød konference, hvor der blev sat særligt fokus på idrætsfaciliteternes betydning som katalysator for trivsel, fællesskaber og lokal udvikling i fremtidens idrætsbillede.

IFFD var i den forbindelse blevet bedt om at forholde sig til flere forskellige emner. Henrik Zacho, der til daglig er ansat som kultur- og fritidschef i Holstebro Kommune, repræsentere tirsdag den 31. oktober IFFD i en spændende åbningsdebat, hvor han præsenterede spændende tanker om kommunernes rolle som dynamo i fremtidens idrætssektor.

Her gjorde kultur- og fritidschefen det klart, at der i de seneste 10 år er sket en øget professionalisering i de kommunale forvaltninger på idræts- og fritidsområdet. Denne professionalisering har ifølge Henrik Zacho medført en øget kommunal selvbevidsthed, som konkret betyder, at kommunerne i højere grad agerer strategisk og indtager en aktiv rolle i lokalsamfundet i forhold til at skabe gode betingelser for et aktivt idræts- og fritidsliv.

Samme udvikling kom i fokus, da Idrættens Branchedage senere på dagen invitererede til en afsluttende paneldebat om nye visioner for idrætten. Her deltog Henrik Zacho endnu engang som IFFD-repræsentant og blev ved flere lejligheder bakket op af Idan-direktør, Troels Rasmussen.

Idan-direktøren vedkendte sig nemlig præmissen om, at de danske kommuner generelt har gode muligheder for at indtage en aktiv rolle som en slags dynamo for fremtidens danske idrætssektor i samspil med det etablerede foreningsliv.

Idrætsmonitor var til stede under begge debatter og har skrevet op til flere spændende reportager fra Vejen Idrætscenter. Dem finder du lige her.

Tak til Idrættens Branchedage for en interessant konference og et par gode dage med kollegaer fra hele landet.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm