IFFD, DBU og KL satte i sidste uge fokus på fremtidens kunstgræsbaner på en velbesøgt temadag i Gladsaxe Kommune.
Kunstgræsbaner udgør for mange kommuner en væsentlig del af den lokale idrætsinfrastruktur, men et stigende fokus på bæredygtighed og regulering skaber behov for nye overvejelser.
Skal eksisterende baner renoveres – og i så fald hvordan? Hvilke løsninger er de mest optimale i forhold til nyanlæggelse? Og hvad siger de nyeste undersøgelser og erfaringer fra branchen?
Sådan lød nogle af de vigtigste spørgsmål, som IFFD, DBU og KL satte fokus på, da de tre organisationer inviterede til en temadag om fremtidens kunstgræsbaner i Gladsaxe den 23. oktober.
Temadagen samlede en bred vifte af oplægsholdere og gav et aktuelt indblik i branchens udviklingen. Formålet med temadagen var at klæde kommuner og andre nøgleaktører bedre på i forhold til at træffe informerede beslutninger om renovering og etablering af fremtidens kunstgræsbaner.
Det blev bl.a. gjort af Sofie Amalie Olesen fra WSP og Anna Valgren fra Herlev Kommune i et interessant oplæg om den kommunale sagsbehandling og de mange trin, der skal gennemføres, før en kunstgræsbane kan etableres eller renoveres.
Et centralt budskab i oplægget var, at tidligere praksis ikke nødvendigvis kan gentages. Nye klagenævnsafgørelser og skærpede krav til dokumentation, især omkring udledning af overfladevand og støj, har nemlig gjort processen mere kompleks.
Samarbejdet mellem idræts- og miljøafdelinger i kommunerne blev i den forbindelse fremhævet som værende helt afgørende for at sikre, at projekterne holder hele vejen.
Miljøhensyn og mikroplast: Silkeborgbanen som testprojekt
Carsten Sigvert fra WSP deltog også på temadagen og præsenterede en række erfaringer fra Silkeborgbanen – et test- og udviklingsprojekt, der har haft til formål at minimere det miljømæssige fodaftryk fra kunstgræsbaner.
Projektet har bl.a. testet anbefalinger fra CEN-rapporten DS/CEN/TR 17519 og har leveret konkrete data om spredning af infill, effekten af barrierer og sluser samt vedligeholdelsesrutiner.
Resultaterne viser, at spredning af gummigranulat kan reduceres til under 10 kg pr. bane pr. år, og at der ikke er fundet mikroplast eller PFAS-forurening i drænvandet.
Resultaterne understreger ifølge Carsten Sigvert og WSP, at miljøpåvirkningen kan minimeres med planlægning og ansvarlig drift – men også, at menneskelig adfærd ikke kan stå alene.
Valg af system: Ikke one-size-fits-all
Jørgen Hegner og Henrik Andersen fra Dines Jørgensen & Co. gav desuden et indblik i de forskellige kunstgræssystemer og deres fordele og ulemper.
Mens 3G-systemer med gummigranulat stadig er de mest funktionelle og økonomisk fordelagtige, er der stigende interesse for alternativer som kork, olivenkerner og biofill.
Sådan lød det fra de to rådgivere, som dog gjorde det klart, at der ikke findes en gylden løsning, der passer på tværs af kommuner og idrætsanlæg.
Derfor er det vigtigt, at kommunerne fremadrettet bliver endnu skarpere på at afklare, hvem der skal benytte sig af banen, og hvilke egenskaber den derfor skal indeholde.
Den øvelse er ifølge Jørgen Hegner og Henrik Andersen vigtig, da systemvalget varierer alt efter, om banen skal bruges til multifunktionelle formål eller til henholdsvis bredde- eller elitefodbold.
Tidlig planlægning og forventningsafstemning er nøglen
Et gennemgående tema på temadagen var behovet for tidlig planlægning og klar forventnings-afstemning – både internt i kommunen og med brugere og politikere.
Myndighedsprocesser tager tid, og beslutninger skal træffes på et solidt fagligt grundlag. Det gælder både valg af system, placering, støj- og vandhåndtering og drift.
- Hastværk er lastværk – og det gælder i høj grad for kunstgræsprojekter, lød det bl.a. fra Henrik Andersen fra Dines Jørgensen.
Dyk ned i de enkelte oplæg fra temadagen lige her:
Skrevet af