Nye restriktioner for landets idræts- og fritidsfaciliteter

Nye restriktioner for landets idræts- og fritidsfaciliteter

Regeringen har indført nye og skærpede restriktioner fra mandag den 26. oktober. De indebærer bl.a. et forbud mod at samles mere end 10 personer. Læs med her og bliv klogere på, hvad det betyder for landets idræts- og fritidsfaciliteter.

Da Mette Frederiksen i fredags gik på talerstolen i Spejlsalen, var det bl.a. med et budskab om nye og skærpede restriktioner for kultur- og fritidsområdet.

Forsamlingsforbuddet er fra mandag den 26. oktober sænket fra 50 til 10 personer, mens det fra på torsdag den 29. oktober bliver et krav, at der bæres mundbind eller visir, når man færdes i indendørs idrætsfaciliteter og i øvrige kulturinstitutioner.

IFFD har mandag eftermiddag deltaget i et møde i Kulturministeriet, hvor restriktionerne blev gennemgået. Her tilkendegav ministeriet, at de endelige retningslinjer ikke er på plads endnu. Det skulle de meget gerne komme i løbet af de næste par dage.

Indtil da har vi samlet nogle af de restriktioner, som er
 særligt relevante for landets idræts- og fritidsfaciliteter. Dem kan man kan læne sig op ad, indtil de endegyldige retningslinjer er på plads.

De kan opsummeres på følgende vis:

  • Forbud mod at forsamles mere end 10 personer.
  • Der gælder dog ikke for idræts- og foreningsaktiviteter uden overnatning for børn og unge op til 21 år inklusiv evt. ansvarlige personer over 21 år. Der må maksimalt samles 50 til disse aktiviteter.
  • Forsamlingsforbuddet på 10 personer gælder ikke for professionelle idrætsudøvere.
  • Almindeligt ophold og færden på en arbejdsplads er ikke omfattet af forsamlingsforbuddet på mere end 10 personer.
  • I lokaler, lokaliteter og arrangementer mv., hvor kunder, besøgende eller deltagere i al væsentlighed sidder ned på faste pladser med retning mod en scene, biograflærred, bane eller lignende, må der være op til 500 personer til stede.
  • Der skal bæres mundbind eller visir indendørs på kulturinstitutioner og idrætsfaciliteter, herunder museer, idrætshaller, kunsthaller, spillesteder, biblioteker, kulturhuse, zoologiske anlæg mv.
  • Anbefaling om aflysning af arrangementer, der primært har et socialt formål samt arrangementer med overnatning f.eks. kolonier, lejrskoler og studieture.


Restriktionerne i praksis
Som man kan læse ovenfor, er det fra dags dato altså ikke muligt at afvikle idræts- eller foreningsaktiviteter for mere end 10 personer ad gangen, hvis man er over 21 år.

Til gengæld holder regeringen fast i børn- og ungeidrætten. Her vil det stadig være muligt at afvikle træning og spille kampe, så længe det foregår uden overnatning, og så længe man ikke samles mere end 50 personer ad gangen.

Det fremgår af en Q&A, som Kulturministeriet har udsendt i løbet af weekenden. Heri fremgår det desuden, at der til børne- og babyaktiviteter må deltage det nødvendige antal voksne over 21 år, for at arrangementet kan afvikles på forsvarlig vis. Der må i den forbindelse være tilknyttet voksne til f.eks. babysvømning og voksen-barn-gymnastik, så længe det samlede antal personer ikke overstiger 50 personer ad gangen. 


Svømmehaller og fitnesscentre må fortsat holde åbent for ophold og færdsel på tværs af aldersgrupper. Det vil sige, at man som hidtil opererer med et arealkrav. Er der tale om et arrangement eller en aktivitet som f.eks. holdtræning, må der til gengæld maksimalt være 10 personer til stede.

Brug af mundbind
Fra torsdag den 29. oktober bliver det et krav, at personer over 12 år bærer mundbind eller visir, når de færdes i indendørs kulturinstitutioner og idrætsfaciliteter.

I Kulturministeriets Q&A fremgår det, at kravet gælder både kunder, besøgende, tilskuere samt personale tilknyttet den enkelte facilitet eller institution. For personalet gælder kravet, hvis de har kontakt til kunder eller besøgende, medmindre de befinder sig bag en afskærmning.

Kravet om mundbund gælder ikke, når man sidder ned. Det samme gør sig gældende, hvis aktiviteten ikke tillader, at man bærer mundbind – f.eks. i forbindelse med badning.

For svømmehaller og fitnesscentre gælder det, at man som idrætsudøver skal bære mundbind, indtil man går i omklædningsrummet for at klæde om. Når man forlader omklædningsrummet, kan man frit bevæge sig imellem de forskellige fitnessmaskiner og svømmebassiner uden mundbind.

Når aktiviteten er overstået, og man har været i bad og klædt om, skal man igen tage mundbindet på, når man forlader omklædningsrummet.

Retningslinjerne er på vej
De endelige retningslinjer for kultur- og fritidsområdet er som tidligere nævnt lige på trapperne. 


IFFD er løbende i kontakt med Kulturministeriet, og vi vil i den forbindelse rigtig gerne høre jeres indspark. For hvad oplever I som særligt udfordrende i forhold til at overholde de nye restriktioner? Og er der nogle af formuleringerne, der giver anledning til tvivlsspørgsmål?

Giv os en tilbagemelding på post@iffd.dk eller ring til os på 70 70 10 54, så bringer vi jeres spørgsmål videre til Kulturministeriet.

Indtil da kan man kan læse Kulturministeriets Q&A lige her.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm