SportsFair sætter fokus på e-sport

E-sport eller elektronisk sport har i de seneste år redet på en popularitetsbølge, som selv den mest garvede surfer vil være misundelig over. 

Op til to milliarder mennesker på verdensplan vurderes at dyrke e-sport, og millioner af seere følger med, når der afvikles store turneringer med svimlende præmiebeløb. 

Den store popularitet, som e-sporten har oplevet, kan i høj grad tilskrives den teknologiske udvikling. De seneste 10-15 år er internettet blevet allemandseje, og det har gjort det lettere for folk at spille med eller imod hinanden på tværs af lande og kontinenter. 

Det er blandt andet en af grundene til, at SportsFair i år sætter fokus på netop e-sport og på den massive vækst, sporten har gennemgået. Som deltager på messen vil man derfor kunne opleve et decideret e-gaming-område, hvor en række af landets førende eksperter vil vise sine produkter frem og fortælle mere om, hvad e-gaming egentlig er for en størrelse. 

Hvad der er særlig interessant ved e-sport, når det kommer til SportsFairs agenda og målgruppe, er, at sporten har vokset sig stor og til en afgørende aktør uden at have været forankret i en egentlig forening eller international organisation. 

Et forhold, som Henrik H. Brandt, stifter af Idrættens Konsulenthus, synes er interessant i forhold til at skabe udvikling, når det kommer til idræt- og fritidsfacilitetsområdet. 

- Når man tænker over det, er det ganske fascinerende, hvordan e-sporten nærmest er kommet ud af ingenting. Den er et godt billede på, hvordan man ved at tænke og organisere sig anderledes har skabt fornyelse og udviklet et produkt, der er helt unikt, lyder det fra Henrik H. Brandt, som gerne vil øge forståelsen og samarbejdet med e-sports-aktørerne. 

- Jeg mener ikke, at idræts- og fritidssektoren nødvendigvis skal se e-sporten som en trussel. I stedet skal man kigge på den som en mulig samarbejdspartner. Begge sider kan lære en masse af hiananden. Derfor er der flere gode grunde til, at e-sport bliver en vigtig del af SportsFair i år, fortsætter han.   

På messen kan du blandt andet møde Thomas Bjørn-Lüthi, der igennem de seneste tre år har arbejdet intensivt med udviklingen af e-sport i Sønderjylland. Thomas vil holde et par oplæg og herigennem beskrive, hvad e-sport egentlig er for noget, ligesom han vil komme ind på, hvordan man kan snakke bæredygtighed i etableringen af e-sport. 

Du kan læse meget mere om SportsFair på deres hjemmeside, mens du samtidig kan blive klogere på, hvad IFFD har på programmet her. Vi ses til SportsFair 2019. 


Casper Holm Skrevet af Casper Holm