Klaus Frejo: Det skal handle mere om mennesker og mindre om mursten

Klaus Frejo: Det skal handle mere om mennesker og mindre om mursten

Kvalitetsuddannelse er et af FNs 17 verdensmål, og det er et område, vi kommer til at beskæftige os med på IFFD-konferencen til SportsFair 2019. 

Her vil kursusleder og direktør i Idrættens Udviklingscenter, Klaus Frejo, deltage i en større paneldebat omhandlende fremtidens ledere i idræts- og fritidssektoren. 

For hvordan ser fremtiden egentlig ud på området, og står vi godt nok rustet til at imødekomme den udvikling, sektoren har oplevet de seneste år? De spørgsmål og mange flere vil Klaus Frejo og resten af panellet komme nærmere ind på til SportsFair. 

I IFFD støtter vi op om uddannelse. Det gør vi, fordi det er ganske afgørende for den fortsatte udvikling af vores idræts- og fritidsfaciliteter, at vi har gode, kompetente og veluddannede ledere og medarbejdere. 

Det er desuden en af grundene til, at IFFD i samarbejde med DGI, LOA, Idan, Syddansk Universitet og HI har indgået et uddannelsessamarbejde målrettet alle ledere og medarbejde på fremtidens idræts- og fritidsfaciliteter.

En uddannelse, som Klaus Frejo og Idrættens Udviklingscenter udbyder, og som for første gang gør det muligt at tage en samlet akademiuddannelse målrettet idræts- og fritidsfacilitetsbranchen.  

- Der er ingen tvivl om, at der findes et stort efterslæb, når det kommer til uddannelse inden for idræts- og fritidssektoren. Ved at tage udgangspunkt i den enkelte facilitet og ved at sætte mennesket i centrum giver vores uddannelse en række konkrete værktøjer, som halinspektører og andre ledere kan bruge i deres hverdag, forklarer Frejo.  


Målgrupper og nytækning
Der findes ikke nogen endegyldig eller universel formel på, hvordan ledere inden for idræts- og fritidsfacilitetsområdet skal agere. Det hænger ifølge Klaus Frejo sammen med, at hvert enkelt lokalsamfund er forskelligt. Behovene varierer fra kommune til kommune, og derfor er det vigtigt at tænke i målgrupper, når konkrete tiltag skal implementeres. 

- Tidligere har der været en stor tendens fra lederes side til at tænke indefra-og-ud. Vi vil gerne lære dem at gøre det modsatte. Altså at sætte sig i borgernes sted og i stedet fokusere på forskellige målgruppers behov og ønsker. 

Netop målgruppetækningen er en stor del af uddannelsen, og den kan være med til at give et mere nuanceret og nytænkende billede af, hvad der er behov for i den enkelte facilitet. 

For hvis lederne skal biddrage til en bedre udnyttelse af fritids- og idrætsfaciliteter, er det vigtigt at vide, om det er flere håndbold-haltider eller nye fitnessfaciliteter, der skal til. 

- Det handler om at få vores ledere til at spørge sig selv, hvad der kan gøres anderledes for at tiltrække flere borgere. Her er det vigtigt at forstå, hvordan behov og ønsker er vidt forskellige, når det kommer til f.eks. unge- og ældreidræt, siger Klaus Frejo.   

- Vi skal i den forbindelse udfordre den gamle forståelse af, at foreningerne har monopol på aktiviteterne. For hvis vi gerne vil udnytte vores faciliteter bedre og få flere borgere til at bruge dem, er det nødvendigt at forstå hallerne som en aktiv spiller i processen. 

- Foreningerne er blandt de absolut vigtigste brugere af faciliteterne - og vil også være det i fremtiden. Men det er ikke det samme, som at de har monopol på aktiviteter og reservationer. Det skal handle mere om menneskene og mindre om murstenene. 


Samarbejde og udvikling
Men hvor skal man begynde, og alt det der med målgrupper, er det ikke svært, lyder spørgsmålene måske? Og jo, det kan godt være lidt af en mundfuld, men på uddannelsen vil det hele blive gjort meget mere jordnært. 

Her vil du som leder få en række konkrete værktøjer, der gør dig i stand til at tænke nyt og kreativt med hensyn til den virkelighed, der venter udenfor dit kontorvindue. 

Har du f.eks. et mødelokale, der ikke bliver brugt, og kan du mærke i lokalsamfundet, at der er stor efterspørgsel på et yogalokale, kunne det måske være et sted at starte. 

- Der findes mange kreative løsninger i forhold til at udnytte eksisterende faciliteter bedre. Det handler om at tænke i nye baner og have forskellige målgrupper in mente, siger Klaus Frejo, som også påpeger, hvordan samarbejde på tværs af faciliteter er en god idé. 

Det er nemlig ikke nok at uddanne ledere og medarbejdere. For at lykkes bedst muligt skal tre centrale parter bringes i spil, når vi taler udvikling - foreningerne, bestyrelserne i de selvejende faciliteter samt ledere og medarbejdere. 

Når Klaus Frejos uddannelsesforløb er gennemført, oplever han ved de tre parter, at det for alvor begynder at rulle. For så er alle inviteret indenfor og klædt på til at tale udvikling. 

- Vi oplever, der har været en tendens til, at hallerne i mange år har opfattet hinanden som konkurrenter. Men sandheden er den, at de hver især har forskellige styrker, og dem kan faciliteterne - især i lokalområderne - udnytte meget bedre ved at samarbejde om tingene, fortsætter han. 

Der hersker altså ikke nogen tvivl om, at Klaus Frejo har meget på hjertet, når det kommer til uddannelsesområdet inden for idræts og fritidssektoren. Det vil han fortælle mere om på IFFD-konferencen til SportsFair. 

Så hvis du ikke allerede har fået tilmeldt dig til vores konference, så skynd dig at gøre det ved at klikke her. 


Skrevet af IFFD