IFFD-formand: SportsFair var en stor succes

I sidste uge løb SportsFair 2019 af stablen i MESSE C i Fredericia. Sideløbende med en velbesøgt og yderst velarrangeret messeudstilling var IFFD vært for en række interessante oplæg med udgangspunkt i FNs verdensmål.

Til det formål var uddannelse, inklusion af socialt udsatte og bæredygtighed en del af dagsordenen, lige som vi også satte fokus på forskellige analyseredskaber.

Og alt i alt er IFFD-formand, Jane Jegind, meget tilfreds med den måde, messen og selve konferencedelen forløb.

- Jeg synes roligt, vi kan sige, at SportsFair og IFFD-konferencen var en stor succes. Vi fik sat vigtige og relevante emner på dagsordenen, og jeg er sikker på, at deltagerne har fået en masse ny viden med hjem, fortæller hun.

Et af formålene bag konferencen var - som Jane Jegind påpeger - at komme med inspiration i forhold til den fremtidige udvikling af landets idræts- og fritidsfaciliteter.

Hertil fungerede konferencen som en fin platform, hvilket underbygges af et deltagerantal på omkring 150 personer, som alle havde valgt at lægge vejen forbi konferencen i Fredericia.

- Vi er rigtig glade for tilmeldingen og den opbakning, vi oplevede til vores konference. Selvfølgelig vil vi altid gerne være flere, men man skal starte et sted. Derfor vil vi gerne sende en stor tak til alle vores deltagere, siger Jane Jegind.

Med SportsFair og konferencen veloverstået fortsætter arbejdet med at udvikle og skabe bedre betingelser for landets idræts- og fritidsfaciliteter. I den forbindelse er der en masse spændende aktiviteter i vente i IFFD-regi.

- Vi fortsætter ufortrødent vores arbejde. Der er stadig masser af ting at tage fat på, og vi glæder os til at løfte sløret for endnu flere spændende arrangementer i 2019, forklarer IFFD-formanden.

I starten af maj er IFFD blandt andet medarrangør af det gratis seminar, Idræt på vrangen, i Kokkedal. Her skal vi kigge nærmere på, hvordan vi løfter liv og aktiviteter ud af idrætshaller, skoler, foreningslokaler og indhegnede boldbaner.

Kunne du tænke dig at høre mere om seminaret i Kokkedal, kan du se det fulde program og tilmelde dig her.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm