Aalborg Kommune bruger kamera som analyseredskab

Hvordan sikrer man som kommune den bedst mulige udnyttelse af eksisterende idræts- og fritidsfaciliteter? 

Det er ét af mange vigtige spørgsmål, du kan høre mere om på IFFD-konferencen til SportsFair 2019. Her vil en række oplægsholdere fortælle om deres erfaringer på området, og én af dem, du kommer til at møde, er Afdelingschef for Sundhed, Fritid og Landdistrikter i Aalborg Kommune, Erik Kristensen.  

Erik vil sammen med repræsentanter fra Gladsaxe og Herlev Kommune holde et oplæg, der fokuserer på analyseredskaber inden for facilitetsområdet. Et oplæg, hvori Erik blandt andet vil løfte sløret for, hvordan Aalborg Kommune i en længere årrække har indhentet brugbare data fra termiske kameraer. 

Ved hjælp af netop disse kameraer kan kommunen opfange, hvor meget og hvordan de specifikke faciliteter benyttes. På den måde får Aalborg et visuelt billede af facilitetsbrugen, og disse data bruger man i dag til at sikre en endnu bedre udnyttelse. 

- De termiske kameraer har fungeret og fungerer stadig som et glimrende analyseredskab i Aalborg Kommune. De giver os et konkret situationsbillede, vi kan tage med til forskellige forhandlinger, og som vi kan bruge til at underbygge problematikker eller konkrete ændringer. På den måde har kameraerne vist sig at være en stor gevinst for os, fortæller Erik Kristensen.  


Fokus på dialog
Siden de første analyser lå klar i 2014 har Aalborg primært benyttet kameraerne og den specifikke data til at indgå i dialog med halinspektører, ledere og politikere. 

De indhentede data er derfor blevet brugt som et dialogredskab i forhold til at italesætte de forskellige men meget konkrete vanskeligheder, facilitetsområdet oplever med eksempelvis tomme haller.

- Kameraerne giver os som sagt vigtige data og et specifikt billede af, hvordan vores haller bliver anvendt. Det billede har vi brugt til at indgå i dialog omkring, hvad vi skal gøre for at ændre problematikken til noget bedre, lyder det fra afdelingschefen.  

- På den måde er kameraerne med til at underbygge en bevidsthed om, at vi altså har en række håndgribelige problemer, som vi bliver nødt til at gøre noget ved. 


Nyt indsatsområde
Ud over det dialogskabende element er Aalborg Kommune med tiden begyndt at bruge kameraerne på andre områder. Her fremhæver Erik Kristensen blandt andet, hvordan teknikken kan være afgørende, når der skal anlægges nye faciliteter. 

Ved at opsætte kameraer på eksisterende faciliteter kan kommunen nemlig påvise, om der foreligger et konkret behov eller ej. Noget, der må siges at være ganske relevant, når der skal anlægges nye haller eller kunstgræsbaner for kommunale penge. 

Alt i alt har Erik Kristensen og Aalborg Kommune altså draget stor nytte af kameraerne, og han er da også sikker på, at det er et analyseredskab, der er kommet for at blive. 

- Der sker rigtig meget på området. Teknologien og metoderne udvikler sig hele tiden, men jeg tror, vi har fat i noget af det rigtige. I Aalborg Kommune har vi i hvert fald haft mange gode oplevelser med vores termiske kameraer, og dem glæder jeg mig til at fortælle meget mere om på IFFD-konferencen, siger han. 

Har du endnu ikke booket en plads på vores konference til SportsFair, kan det gøres her. 


Casper Holm Skrevet af Casper Holm